Den rigtige kreative klasse

Der har i en periode hersket den opfattelse, at den kreative klasse skulle bestå af kunstmalere, forfattere, filmfolk, skuespillere, musikere, dansere, designere, reklamefolk, journalister og SoMe-eksperter. Det er en opfattelse, der i 2002 blev markedsført af den amerikanske økonomiprofessor Richard Florida i bogen: The Rise of the Creative Class. Siden har mange talentfulde unge higet efter at blive en del af denne klasse. Det præger deres valg af uddannelse og er med til at forme opfattelsen af, hvad der er vigtigst. Forestillingen har spredt sig, så Florida fået ret i, at den kreative klasse er afgørende for samfundsudviklingen. Den ses tydeligt afspejlet i forældres, studievejlederes og gymnasierektorers råd til unge om valg af uddannelse, hvor det gængse råd er, at den unge skal lade sig styre af, hvad han eller hun har lyst til, og ikke andet.

Derfor vælger mange af de mest talentfulde en vej, hvor de kan blive en del af den højere ende af boheme-indekset frem for at beskæftige sig med noget, der har som mål at skabe ny dyb viden, arbejdspladser og bæredygtig økonomisk vækst. Det sidstnævnte lyder i mange unges ører ikke som det mest relevante parameter for valg af fremtid. Det må da være ens egne lystbehov. Og det skal du endelig også insistere på, min pige, lyder det fra de støttende forældre. Sørg du for at have det sjovt og godt med dig selv. De understøttende voksne siger aldrig, at deres børn bliver superhelte, hvis de skaber en bæredygtig virksomhed. Men burde de ikke det? Hvad er der i vejen med at skabe noget, der holder i lang tid til gavn for andre? Er det ikke essensen af bæredygtig udvikling på også det personlige plan?

Spørgsmålet er derfor, om der ikke snart er brug for en modbevægelse, som gør det hipt at være indtægtsskaber. Det kan være som iværksætter. Eksempelvis som en person, som er med til at skabe løsninger ved hjælp af IT, omforme samfundet via digitalisering og skabe nye interaktionsformer mellem mennesker. Læg mærke til ordene skabe og omforme. Det må da være opgaver for talenterne fra den rigtige kreative klasse. Det er dem, der har lært, hvordan man skaber nyt og bedre. Så må andre sørge for at gå til hånde som assistenter, der pusler reklamer og kommenterer i medierne.

Floridas bøger er amerikanske, så har de overhovedet betydning i Danmark?

Det er der meget, der tyder på. Erhvervsstyrelsen definerede i 2013 de 11 faggrupper, der udgør de kreative erhverv i landet. Det er i alfabetisk rækkefølge: arkitektur, bøger og presse, design, film og video, indholdsproduktion og computere, kunst og kunsthåndværk, musik, mode, møbler og interiør, radio og tv samt reklame.

Hov, der stod ’computer’ på listen. Ja, det er rigtigt, men Erhvervsstyrelsen har præciseret, at der til erhvervsgruppen computere er trukket tre delgrupper ud, nemlig: ’anden udgivelse af software, computerprogrammering og konsulentbistand vedr. informationsteknologi’. Til gengæld falder de to andre IT-undergrupper inden for definitionen, nemlig: ’Fremstilling af computere og ydre enheder’ og ’Engroshandel med computere, ydre enheder og software’.

Det betyder med andre ord, at det er kreativt at være mellemhandler af usb-stik og Word-licenser, men ikke at udvikle ny original software til styring af høreapparater, ure, biler, pumper, termostater, køleanlæg, elektriske tog, fly, vindmøller, procesanlæg, kraftværker, robotter, og alt det vi endnu ikke kan forestille os. Eller udvikle software til at skabe bedre måder at digitalisere den offentlige forvaltning.

Den kreative klasse har brug for en omdefinering for at de dygtige unge og deres forældre fremover vælger at fjerne sløret fra øjnene og indser, at det er bedst for både den enkelte og samfundet, at talent dyrkes og udnyttes til at skabe rigtige forandringer. Når den indsigt vinder indpas, vil vi se, at de talentfulde melder sig ind på de uddannelser, hvor de kan tilegne sig viden om, hvordan man skaber værdi ved at blive i stand til at forme nye teknologier, produkter og services, altså samfundsværdi i form af arbejdspladser, eksportindtægter og bedre liv. Pladserne på medieuddannelserne og markedsføringsuddannelserne kan overlades til de næstbedste, gerne i reduceret antal.

Men er det væsentligt at gå op i, om den ene eller anden erhvervsgruppe er kreativ eller noget andet? Gør det noget, at det officielle Danmark dømmer softwareudvikling ude som kreativt erhverv?

Ja, det gør noget, for kreativitet som begreb trækker folk til sig. Mennesker vil gerne være en del af betegnelsen, og derfor påvirker det alle fra det officielle Danmark til gymnasieeleven, der skal vælge sin uddannelse og fremtid. Men har de ikke lov til det? Jo. På den anden side er der også en samfundsmæssig interesse i, at de mest talentfulde vælger at dyrke deres talent til gavn for fællesskabet. Det kan aldrig være i fællesskabets interesse, at hovedparten af de talentfulde vælger at blive bohemer. Det ville være ærgerligt, hvis for mange bliver ved med at gå galt i byen, fordi de misforstår, hvor mulighederne for at skabe noget nyt og bedre ligger.

Ifølge Gyldendals leksikon, Den Store Danske, kan man læse denne definition af ordet kreativitet: ”kreativitet, (afledt af kreativ, af engelsk creative, af latin creare ’skabe’), i daglig tale en løs betegnelse for menneskets evne til at skabe noget nyt, overraskende, hidtil uset. Ordet anvendtes oprindelig om problemløsninger af videnskabelig og teknisk art, men anvendes nu bredt om kunstneriske præstationer, sportspræstationer …”

Det burde ikke anses for anden prioritet at blive ingeniør eller softwareudvikler. At udvikle sit talent til det yderste. Det er for de allerdygtigste. Vores superhelte.

Her er medlemmerne af den rigtige kreative klasse:
  1. Iværksættere
  2. Opfindere
  3. Forskere
  4. Ingeniører
  5. Investorer
Der er også brug for assistenter til den rigtige kreative klasse, fx:
  1. Kommunikatører
  2. Administratorer
  3. Reklamefolk
  4. Content-folk
  5. Analytikere
  6. SoMe-folk
  7. Fotografer
  8. Designere
  9. Sælgere
  10. Gøglere